10.09.2021

Modstand vendt til god oplevelse

Arne Nielsen var kritisk, da DLF Trifolium besluttede at satse på elektriske gaffeltrucks. I dag er han overbevist. El-trucks understøtter virksomhedens grønne image, og der spares penge hver eneste time. Brændstofforbruget er væsentligt reduceret sammenlignet med gas-trucks. Det samme er omkostninger til vedligehold.

Af Jesper B. Nielsen, chefredaktør, Transportmagasinet

Det var ikke let at være Arne Nielsen i sommeren 2008, da han skulle have en ny gaffeltruck. Som driftsleder i DLF Trifoliums produktionsafdeling i Ringsted har han ansvaret for, at de store mængder af frø, der hver dag kommer ind på ”fabrikken”, bliver analyseret, sorteret, opbevaret og emballeret for til sidst at forlade fabrikken i pakker, bøtter og bigbags til eksportmarkeder på den anden side af kloden.

At råde over effektive og pålidelige gaffeltrucks er vigtigt for Arne Nielsen, så han kan leve op til sit ansvar.

  • Vi lagrer vores frø, græs og kløver i store trækasser. Til at flytte rundt på dem og stable dem bruger vi gaffeltrucks, forklarer Arne Nielsen. I Ringsted har DLF Trifolium 10 gaffeltrucks og 10 truckførere. Truckene kører hver dag, og førerne sidder i dem hele dagen. Mange af truckene er gamle og har relativt høje vedligeholdelsesomkostninger. Når omkostningerne bliver for høje, ansøger Arne Nielsen hovedkontoret om at få nye trucks. I 2008 ville Arne gerne have udskiftet en enkelt truck. På det tidspunkt havde DLF Trifoliums ledelse besluttet, at man ville satse på elektriske gaffeltrucks fra STILL.
  • Indtil da har vi kun kørt med gas-trucks her i Ringsted, så jeg var noget skeptiske over for den beslutning; men det skulle da afprøves, siger Arne Nielsen. Der blev købt syv STILL trucks til fordeling mellem selskabets 12 afdelinger. Den ene el-truck kom til Ringsted.
  • Jeg var skeptisk og fast besluttet på at efterprøve det regnskab, som STILL havde sat op, forklarer Arne Nielsen.
  • De havde lovet en stor brændstofbesparelse ved at skifte fra gas til el. Derfor fik vi sat en el-måler op kun for at tjekke, hvad det koster at oplade en el-truck. Ved at sammenholde el-forbruget med de driftstimer, som trucken har kørt, kan vi nemt regne prisen ud. Vi ved, hvad vi giver for en kW-time, og vi ved, hvad vi giver for et kilo gas.

Sparer penge

Arne Nielsen måtte konstatere, at der virkelig var en besparelse. Resultatet blev, at el-trucken er 10-12.000 kroner billigere pr. år i brændstof og vedligehold. Hertil kommer at driftstimeforbruget  er mindre på el-trucken, fordi den ikke kører på timeuret i tomgang, eller den tid hvor truckføreren venter på lastbilen. Til sammenligning kører motoren på en gas-truck hele tiden. Det slider i længden og det koster !

  • Resultatet er ikke til at komme uden om. Den beregning, vi fik fra STILL, inden de kom med trucken, passer godt med de erfaringer vi har efter 2000 timers kørsel med el-trucken.
  • Det koster cirka 42 kroner at oplade et batteri, og det giver mellem 7,9 og 8,4 driftstimer afhængig af, hvordan trucken bruges. I gennemsnit kører vi 8 driftstimer pr. opladning. En driftstime koster 5,0 – 5,25 kroner i eludgift, mens en driftstime med en gas-truck koster mellem 6,41 og 8,73 kroner i gas alene.
  • Jeg sparer 2-3 kroner pr. time. En truck hos os har cirka 1400-1600 driftstimer om året. Jeg kan altså få en besparelse på knap 5.000 kroner om året i ren brændstofforbrug.

En god forretning

Tidligere betød brændstofforbruget ikke så meget for DLF Trifolium, men i dag er Arne Nielsen overbevist om, at det er en god forretning.

  • Vi havde et serviceregnskab for hver truck. Det dannede grundlag for, hvilken truck, der skulle udskiftes. Når den blev for dyr i reparation, skiftede vi den ud. Vi så ikke på truckenes brændstofforbrug. Vi købte gas ind i en samlet pulje, og truckene tappede, når de havde behov for det.
  • Brændstof havde vi ikke nok fokus på tidligere; men det er da ændret nu, siger Arne Nielsen.

Serviceomkostninger

Det er ikke kun brændstofforbruget, der spares penge på. Omkostningerne til service og vedligehold er også blevet halveret med el-trucken.

  • Vi arbejder med frø og græs i vores haller, og vi har et rimeligt støvet miljø. Det betyder, at gaffeltruckenes kølere bliver stoppet til med forskelligt slags støv. Motoren bliver overophedet, og om sommeren må vi blæse køleren af flere gange om dagen for at holde temperaturen nede.
  • Vi har jævnligt reparationer af topstykke og toppakninger, fordi motoren er blevet for varm. Det er ikke unormalt inden for vores branche. Vi er en produktionsvirksomhed, og selv om vi hele tiden gør rent, ligger der hele tiden noget på gulvet. Det kan ikke undgås, selv om vi har filtre og udsugning på vores procesanlæg. Motortruckene hvirvler støvet op, og det sætter sig i køleren.
  • Det oplever vi ikke med el-trucken. El-trucken har desuden længere serviceintervaller end vores motortruck. Vi kan køre 500 timer med el-trucken og 300 timer med motortrucken, før de skal til service.

På de 2.000 timer STILL el-trucken har kørt hos os, har vi haft omkostninger på 4.000 kroner til service, sikkerhedseftersyn og vedligeholdelse. Det er 2 kr. pr. time. En tilsvarende gas-truck har kostet 10.000 kroner for de samme timer.  Det er 5 kroner pr. time.

  • Her har vi en besparelse på 3 kroner pr. time – og med 1400-1600 driftstimer om året kan vi også spare knap 5.000 kroner om året på service.

Der er ikke noget, som kan gå i stykker på en el-truck. På en motortruck skal der skiftes oliefilter, gasfilter, platiner osv. Endelig skal man også være opmærksom på, at en el-truck er hurtigere at servicere. Det vil sige, at den er ude af drift i kortere tid.

Arbejdsmiljøet

Vi har også konstateret, at arbejdsmiljøet ved nogle procesmaskiner er blevet væsentligt bedre, efter at vi har fået en el-truck. Både for truckføreren, men også for manden, der går på gulvet ved siden af. Der er heller ikke den støj, som der var fra motortruck. Heller ikke den bagblæst. Det oplever man ikke.

Siden vi har fået denne STILL, oplever truckføreren ikke, at han har hovedpine eller er træt i hovedet, når han kommer hjem om aftenen. Vor elektriske STILL gaffeltruck arbejder uden støj og ingen røg. Det er væsentlige forbedringer af truckførerens arbejdsmiljø. Trucken er trods alt truckførerens arbejdsplads i otte timer. Hos os sidder en truckfører i sin truck i otte timer.

Arne Nielsen er ikke i tvivl. Næste gang, der skal skiftes en truck, skal det også være en el-truck.

  • Det var svært at implementere el-truck nummer 1. Det bliver ikke svært at implementere nummer 2, siger Arne Nielsen.
  • Mine truckførerer vil alle gerne køre el-trucken. Det bliver heller ikke svært at overtale vores ledelse. Jeg sparer penge hver time ved at køre el-drift frem for gas-drift – og i serviceomkostninger. Der ligger også en pæn besparelse.

Nemt batteriskift

For 10-15 år siden havde vi et par el-trucks, men de fungerede ikke. Folkene ville ikke køre med dem. Derfor var jeg noget betænkelig ved at skulle investere op til 400.000 kroner i en el-truck, hvis den bare kom til at stå stille i et hjørne og samle støv.

  • El-trucks har haft et dårligt ry, men i dag er der intet problem med dem. De kan det samme, som en motortruck – og de arbejder lige så hurtigt. Der er virkelig sket en udvikling med el-truckene, siger Arne Nielsen.
  • Vi har valgt en løsning med et ekstra batteri. Der står hele tiden et ekstra batteri og lader op. Det tager ikke tre minutter at skifte batteri. STILLs løsning med batteriskift ud af siden på trucken er genial. Man kører hen med batteriet på en løftevogn. Trækker det gamle ud og skubber den nye ind. Så kører trucken igen.

Grøn virksomhed

Midt i denne tid med CO2-debat glæder det også Arne Nielsen, at el-trucken udleder mindre CO2 end en gas-truck.

  • Vi vil gerne være en grøn virksomhed, forklarer han.
  • El-trucken er et af midlerne til det. Vores lastbiler kører også med partikelfiltre, ligesom vi er i dialog med vores eksterne vognmænd om deres miljøpåvirkning.
  • Dertil kommer, at de frø, ukrudt og græs-rester, som vi frasorterer under vejs i vores produktion, bliver samlet op og sendt til Amagerværket. Her bliver det brændt og brugt til fjernvarme i København.
  • Der er årligt tale om 1000-1500 ton affald, som på den måde bliver genbrugt.

Den blå knap

Og der er yderligere besparelser i vente for Arne Nielsen.

Næste el-truck, der skal investeres i, bliver én med STILLs BlueQ-teknologi.

  • Det er en yderligere mulighed for besparelse, forklarer Morten Lyng, der er Key Account Manager hos STILL, og som har konsulteret DLF Trifolium til at investere i el-trucks.
  • Med BlueQ-teknologien sættes der en grænse for accelerationen. Desuden går trucken i standby, når den holder stille, og hvis føreren forlader trucken. Det sparer strøm. Disse fordele aktiveres ved hjælp af en blå knap på instrumentbrættet. Den blå knap signalerer BlueQ.
  • Vi kan eftermontere BlueQ på de eksisterende el-trucks. De 5.000-10.000 kroner det koster, kan hurtigt tjenes ind igen.
  • Jeg har lovet dem yderligere besparelser for de nye trucks med BlueQ. Det skal nok blive tjekket. Jeg får ikke lov til at komme igennem med salgsgas hos DLF Trifolium. Alle vores påstande, bliver efterprøvet. Men det gør intet – for det vi lover, er naturligvis blevet opfyldt.


Af Jesper B. Nielsen, chefredaktør, Transportmagasinet